top of page
bgImage

Skole og uddannelse

Vores børn fortjener en skole, der giver dem lyst til at lære – og ro til at trives.

 

I Et Samlet Egedal vil vi skabe en folkeskole, hvor der er tid til nærvær, plads til forskellighed og voksne nok til at se det enkelte barn.

 

Det kræver bl.a. mindre klasser, mere faglig støtte, færre opgaver på lærernes skriveborde – og et stærkt samarbejde med fritidstilbuddene.

 

Vi tror på, at de bedste løsninger findes tæt på børnene – i klasselokalet, i skolegården og i dialogen mellem lærere, pædagoger og ledelse.

 

Vi investerer i dem, der bærer skolen – for børnenes skyld

Trivsel og læring i balance

Vores børn fortjener en skole, der fremmer både faglig og personlig udvikling i trygge rammer. Vi ønsker en folkeskole, hvor alle børn trives, udfordres og støttes, og hvor deres udvikling prioriteres både fagligt og socialt.

 

Klassestørrelse og undervisningskvalitet:

Et loft på 24 elever pr. klasse, med mulighed for at reducere yderligere, hvis elevsammensætningen kræver det. Vi vil også støtte forsøg med alternative klasseformer og korte skoledage, der skaber plads til fordybelse og sociale aktiviteter.

 

Styrket inklusion:

Øget ressourcetildeling til elever med særlige behov, så inklusion bliver en reel mulighed. Vi vil sikre fleksible løsninger og tilpasset støtte, der giver alle børn lige muligheder for læring og trivsel.

 

Skolepsykologen tilbage på skolerne og læringsmiljørepræsentanter

Et styrket fokus på mental sundhed i skolen, herunder uddannelse af lærere og pædagoger til at identificere og håndtere mistrivsel samt tilbud om rådgivning til elever. Vi tror på, at en skolepsykolog der er tilknyttet den enkelte skole, kan være med til at sikre en tidlig indsats.

 

En læringsmiljørepræsentanter skal på vegne af eleverne drøfte det fysiske og psykiske læringsmiljø på skolerne med skoleledelse og -bestyrelse og dermed få medindflydelse på tiltag der skal fremme elevernes læringsmiljø.

 

Bæredygtig udvikling:

Skolerne skal være eksempler på grønne og klimavenlige løsninger. Vi vil etablere skolehaver, affaldssortering og bæredygtige bygninger for at fremme miljøbevidsthed blandt eleverne.

 

Fritidstilbud: SFO og klubber

 

SFO og klubber spiller en afgørende rolle i børnenes sociale og personlige udvikling. De skal være et trygt og kreativt frirum, hvor børn kan udvikle sig gennem leg, fællesskab og aktiviteter.

Pengene følger børnene:

Når skoledagen forkortes, skal de sparede midler tilgå fritidstilbuddene, så SFO og klubber ikke presses økonomisk, men styrkes. Det sikrer, at børnene får optimale muligheder for både leg og læring i fritiden. SFO og klubmidler skal være sikret mod at blive brugt til at dække underskud i skolebudgetterne.

Fokus på kvalitet:

Vi vil sikre, at SFO’erne og klubberne har tilstrækkelige ressourcer til at tilbyde meningsfulde aktiviteter og støtte børnenes trivsel. Pædagogerne skal have mulighed for at udvikle tilbuddene og skabe et inspirerende miljø.

 

Vi satser på dem, der bærer skolen

Dygtige og engagerede medarbejdere er afgørende for kvaliteten af vores skoler. Derfor skal vi give lærere og pædagoger de bedste forudsætninger for at udføre deres arbejde.

 

Bedre arbejdsvilkår:

Reducér administrative byrder og prioriter tid til undervisning og pædagogisk arbejde. Vi ønsker at indføre to-lærer-timer og pædagogisk støtte, hvor der er behov.

 

Kompetenceudvikling:

Vi vil styrke efteruddannelsesmuligheder og sikre, at lærere underviser i deres fagområder, så fagligheden forbliver høj. Samtidig skal vi sikre, at der opnås høj faglighed indenfor inklusionsområderne, så lærere og pædagoger er godt rustet til at møde og støtte børn med særlige behov.

 

Rekruttering og fastholdelse:

Et nyt rekrutterings- og tilknytningsudvalg skal arbejde for lavere personaleomsætning og bedre trivsel blandt medarbejderne. Udvalget skal bl.a. både kortlægge årsager til opsigelser og komme med anbefalinger til bedre fastholdelse

 

Støtte til privatskoler

Vi anerkender privatskolernes bidrag til mangfoldighed i Egedals skoletilbud. De skaber alternativer for familier og kan lette presset på folkeskolen, samtidig med at de bidrager til det samlede læringsmiljø i kommunen.

 

Samarbejde og kvalitet:

Vi støtter privatskoler, der bidrager positivt til det lokale fællesskab og opretholder en høj undervisningskvalitet. Samarbejdet kan fx bestå i fælles aktiviteter, overgange til ungdomsuddannelser eller erfaringsudveksling mellem lærere

 

Mangfoldighed og valgfrihed:

Privatskoler giver familier flere valgmuligheder og styrker mangfoldigheden i kommunens skoletilbud. Vi bakker op om deres rolle som supplement til folkeskolen og sikrer et konstruktivt samarbejde mellem folkeskoler og privatskoler.

 

Moderne rammer og langsigtede investeringer

 

Skolernes fysiske rammer og ressourcer skal understøtte læring og trivsel. Det kræver en bæredygtig økonomi og en klar prioritering af vedligeholdelse og investeringer.

 

Renovering og vedligeholdelse:

Udarbejdelse af en langsigtet vedligeholdelsesplan for både inde- og udearealer. Skolerne skal have moderne faglokaler og et sundt indeklima.

 

Digital dannelse:

Børn skal lære at bruge teknologi ansvarligt. Vi vil sikre, at digitalisering bruges som et redskab til læring, samtidig med at vi prioriterer fysisk aktivitet og sociale færdigheder i de yngre klasser.

 

Samarbejde mellem skole, hjem og lokalsamfund

En stærk folkeskole kræver engagement og samarbejde mellem forældre, lærere og det lokale samfund.

 

Forældresamarbejde:

Vi vil styrke kommunikationen mellem skole og hjem og give forældreråd mere indflydelse på skolernes midler.

 

Samarbejde med erhvervslivet:

Styrket brobygning mellem skoler og virksomheder skal give eleverne praktisk erfaring og indsigt i arbejdsmarkedet.

 

Overgange til ungdomsuddannelser:

Fokus på vejledning og praktikmuligheder, så eleverne bliver klædt bedst muligt på til livet efter folkeskolen.

 

Frisættelse af folkeskolen

Et Samlet Egedal tror på, at vi får den bedste folkeskole, hvis vi har modet til at sætte skolerne fri. Men frihed fungerer kun indenfor de fastsatte rammer, det være de økonomiske rammer, faglige rammer eller strukturelle rammer. De rammer skal sættes af byrådet, og skoleledelse og -bestyrelse skal derfor have selvbestemmelse til at lave den skole som de bedst opfylder deres ønsker og krav.

 

Frisættelsespuljen

Et Samlet Egedal ønsker, at skoleledelse og -bestyrelse skal kunne ansøge skoleudvalget om midler til at afprøve forskellige temaer i forhold til deres skole. Det kan være alt fra lavere klassekvotient, 1. hjælps kursus, til ekstra efteruddannelse af lærere til anskaffelse af anderledes materialer til brug i undervisningen.  Det kan også være at en skole ønsker at afprøve alternative opstartsforhold af børnehaveklasser, f.eks. rullende start, som ses i Furesø (opstart i mindre grupper hen over årets første måneder)

 

Skolebestyrelse

Skolebestyrelser skal have mere indflydelse, bl.a. skal det være muligt at have indflydelse på afskedigelser af skoleleder. Det skal være muligt at udpege bestyrelsesmedlemmer fra det omkringliggende samfund ex. Interesseorganisationer, ungdomsuddannelser eller erhvervsliv.

 

Skolepolitikker

Hver skole skal udarbejde politikker for mobning, forældreinddragelse, samfundsinddragelse og samarbejde med det lokale samfund. Politikkerne skal skabe gennemsigtighed og fælles retning

 

Skoledistrikter

Hvis 2/3 af forældrene (afgivne stemmer) på en given skole ønsker at skolen skal udtræde af et skoledistrikt eller sammenlægges med andre skoler, skal kommunen være forpligtet til at efterkomme dette ønske.

Det skal ligeledes være muligt med samme flertal at ændre distriktskolegrænsen.

 

En folkeskole for fremtiden

 

For at skabe en folkeskole, der er robust og innovativ, vil vi løbende evaluere og implementere nye metoder, der kan styrke undervisning og trivsel. Vores mål er at skabe en skole, der er tilpasset fremtidens krav, samtidig med at den understøtter børnenes behov her og nu.

 

Et Samlet Egedal arbejder for en folkeskole og fritidstilbud, der bygger på langsigtede investeringer, bæredygtighed og stærke fællesskaber. Vi tror på, at en god folkeskole er grundlaget for et stærkt lokalsamfund.

 

 

Videreudvikling af vores skoler

 

© 2025 Et Samlet Egedal

bottom of page